Dansk Musiker Forbund, Sydvest afdeling kunne i 2001 fejre 100 års jubilæum og i den forbindelse besluttede afdelingen at skrive en 100 års jubilæums bog. Denne bog blev ved hjælp af mange interviews, gamle arkiver og indslag samlet i et stort flot værk “DET VAR OS DER SPILLED” på omkring 400 sider. Til alle medlemmer af afdelingen kan der rekvireres et gratis eksemplar ved henvendelse i afdelingen. Endvidere kan den købes ved henvendelse i afdelingen.

Lidt historie skrevet af tidligere formand Gert Kring:

Byen Esbjerg bliver gradvis en realitet gennem de sidste 3 årtier i 1800 tallet. Der var på stedet bare et par enkelte bondegårde med tilhørende bønder, da etableringen af dokhavnen påbegyndtes i 1868, men allerede 30 år senere i 1899 boede her godt 10.000 mennesker. Den nye by havde magnetisk tiltrækningskraft på mennesker fra nær og fjern som aldrig tidligere oplevet i Danmark. Levebrødsmusikere fra andre dele af Danmark, Norden og sydfra flyttede også hertil og slog sig ned med deres familier, da de opdagede at Esbjerg var fremtiden.

 

Blandt tilflytterne var der også nogle, der opfattede sig selv som “musikdirektører”. Begrebet dækkede over en slags entreprenører, der modtog bestillinger fra musikforbrugere, hvorefter de hyrede de fornødne musikere til at udføre jobbet. Disse ”overmusikere” mente ofte, at de havde arvet enerettighederne til at musicere fra de tidligere stadsmusikanter, selv om den slags feudale arvegods ikke var noget, den nye by bekendte sig til. Men “musikdirektørerne” havde alligevel et antal musikere knyttet til sig, som nærmest var deres ejendom. De tillod ikke musikerne at spille for andre musikdirektører og forbød dem også selv at opsøge arbejde.

 

Det var selvfølgelig det rene slaveri, men nødtvunget accepterede musikerne det, indtil bægret var fyldt – og det var det til rigelighed i april 1901.

Stiftelsen af orkesterforeningen var naturligvis inspireret af, hvad man hørte fra andre danske byer, og ikke mindst havde arbejderbevægelsen med systemskiftet i 1899 fået indflydelse på egne livsvilkår, og den havde længe været i gang med at organisere arbejderne i hele landet. Musikerforeninger var allerede etableret i flere danske byer. Det var bare at springe på vognen for at få ”andre boller på suppen”.

 

Tiderne var dengang ikke til at lave en fagforening med en struktur, som vi kender fra Dansk Musiker Forbund i dag. Udover “musikdirektørernes” musikliv fandtes der ikke noget fast etableret ensemble, der kunne påtage sig at spille koncerter, marchmusik, balmusik, teatermusik m.m. De enkelte musikere havde ikke noget fast repertoire; de var afhængige af, at nogen havde noder og arrangementer til den givne besætning, de aktuelt var en del af. Hvis man selv kollektivt ville overtage hvervet som ”musikdirektør”, var man derfor nødt til at bygge en forening op, som købte sig til noder og arrangementer for at kunne klare sig i konkurrencen med “musikdirektørerne” på arbejdsmarkedet. En forening ville også – modsat en enkelt musiker – være i stand til selv at finansiere og foranstalte koncerter med sine medlemmer. Formålet med den nye forening var på ingen måde at eliminere “musikdirektørerne”, men at kontrollere dem og selv bestemme egne arbejdsforhold og aflønning, herunder naturligvis hvad “musikdirektørerne” skulle ha` for deres ulejlighed.

 

Ved at stå tæt sammen kunne musikerne blokere de værste “musikdirektører” og tvinge de medgørlige blandt dem til et samarbejde, som var frugtbart for begge parter. Når man så samtidigt selv kollektivt kunne fungere som ”musikdirektør” og udbyde musikudøvelse af enhver art, mente man, at man havde en sikkerhed for en rimelig kontrol af arbejdsmarkedet.

De mange musikere, der lod sig lokke til byen af forgyldte rygter, medbragte familierne som gidsler, og de omfattede sikkert store, sultne børneflokke. Musikere var også dengang flittige, både hvad angår produktion og reproduktion, men hver for sig var musikerne lette ofre for grovkornede værtshusholdere, plattenslageragtige koncertarrangører og ikke mindst “musikdirektører”.

Disse var dygtige til at få musikerne til at betragte hinanden som konkurrenter gennem differentieret betaling til den enkelte, og de var alle – set fra musikernes synspunkt – meget dårlige til retfærdig hovedregning, når hyren skulle deles.

Hvad angår kroner, og dengang især ører, var musikeroverenskomster, tariffer, regler, sædvaner og traditioner ikke noget, “musikdirektører” vedkendte sig, så musikerne og deres familier måtte slås for ”dagen og vejen”.

Tusmørkets skurke fandtes også dengang, og de gjorde hvad de kunne for at holde honoreringen af musikerne under fattigdomsgrænsen. Tvunget i knæ af sådanne personer og omstændigheder, opbyggede musikerne så i 1901 – efter et par forudgående, fejlslagne forsøg – det eneste forsvar de kunne finde på: Den lokale musikerfagforening, ”Esbjerg Musikerforening”, senere ”Esbjerg Orkesterforening”, var født.

forside

Afdelingens 100 års jubilæumsbog 1901-2001.